Mød Julie Rubow
Jeg brænder for, at du finder hjem
At finde hjem til sin kerne, sin kraft, sit eget ståsted er afgørende for at vi kan forandre os og skabe nye resultater. Det er en udfordrende rejse, som kræver mod og vilje.
Jeg kan skabe rammerne, hvori du kan starte din rejse.
Som uddannet coach og flow specialist kan jeg guide dig til at finde hjem, hjælpe dig med at slippe længslen og i stedet lære at være med det der er og leve dit liv fuldt ud.
Jeg har en palette af uddannelser og erfaringer bag mig, som jeg bringer i spil på mine retreats.
Jeg har gået vejen selv, fra min uddannelse som cand.scient.pol. og som økonomichef i Vejdirektoratet, skiftede jeg spor og realiserede en drøm med Catering firmaet Julies Køkken. Da min mand blev uhelbredelig syg lagde vi vores liv om og vi flyttede fra København og realiserede en gammel drøm om at flytte på landet. Det lykkedes da vi købte min mands barndomshjem Nybjerg Mølle i Egtved.
Siden 2016 har jeg brugt min stemme til at sætte fokus på Demens, bl.a. gennem DR-dokumentaren ”En Stille Forsvinden” og via min foredragsvirksomhed Livet med Alzheimer, har jeg bidraget til den offentlige debat om demens, og i 2020 udgav jeg bogen ”Jeg ser dig stadig” hos Lindhardt og Ringhof. Sideløbende har jeg som ejer drevet Nybjerg Mølle B&B i Egtved.
I 2021 besluttede jeg at stoppe mine aktiviteter relateret til Alzheimer og demens. Jeg har haft brug for at finde mit nye ståsted i livet efter min mands død.
Jeg har selv gået vejen for at finde hjem i en periode, hvor hele min tilværelse blev vendt på hoved, og hvor familien havde brug for mig.
Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne være der for dem jeg holder af, uden at stå stærkt i mig selv. Det har ikke været nemt at prioritere mig selv løbende i den proces vi gik igennem med min mands Alzheimer sygdom, men det var nødvendigt for at overleve igennem flere års usikkerhed og stress.
Uden arbejdet med at være forankret i mig selv, ved jeg ikke hvor jeg ville have været i dag. Forankringen har givet mig den ro og tillid til, at jeg kunne klare hvad der end måtte opstå af situationer.
Undervejs i min proces har jeg brugt naturen, meditation og øget bevidsthed for at fastholde ståsted og mening med livet generelt. Alt dette brænder jeg for at give videre og formidle på mine retreats.


Julie Rubow